Vores himmelske Far handler

»Fordi de hjælpeløse undertrykkes,
og de fattige stønner,
rejser jeg mig nu,« 

siger Herren, 

»og bringer redning til de forfulgte.«

Sl. 12: 6

Du og jeg kan handle

"For at det onde skal sejre, 

er der blot brug for 

gode mennesker, 

der ikke gør noget ved det."

-Martin Luther King Jr.

Virkelig fattigdom

"Vi tror ofte, at fattigdom blot er at være sulten, nøgen og hjemløs. 

Den største fattigdom er imidlertid at være uønsket, uelsket og at der ikke drages omsorg."

Mor Teresa 

Om at give

"Ingen er nogensinde blevet fattig ved at give."

Anne Frank 

"Kom og hjælp os!"

Var det budskab, som jeg modtog fra tusindvis og atter tusindvis af børneansigter, der kikkede på mig, da jeg bad.

Jeg mærker ingen frygt. Følelsen er forunderlig. Jeg er fortryllet. Lysmyriaderne nærmer sig. I lyshavet skimter jeg noget bekendt. Jeg skimter ansigter. Ansigter og atter ansigter. Børneansigter.

Alle lysene er ansigter!

Horisonten fortættes af lysende ansigter. Jeg ser de enkelte tydeligere og tydeligere. Tusinder - ja, millioner. Hele natten er fyldt af dem.

Jeg kan nu se flere detaljer. Hvert ansigt er forskelligt fra de andre. Der er drenge, piger, unge, spædbørn, fostre - børn i alle aldre. Sorthårede, langt hår, krøllet hår, mørke, lyse.

Børn fra alle nationer og verdenshjørner. De er så smukke. Jeg føler, at jeg kan blive ved med at studere hvert enkelt ansigt. Jeg leder efter grimme ansigter, men finder ingen. Alle er så smukke.

Jeg bemærker en stille alvor over alles læber. Ingen siger noget.

Ansigterne udtrykker bekymring, sorg.

Jeg mærker mig tiltrukket af dem. Efter lang tids dragen, hvor tiden står stille og føles som en endeløs evighed, går det op for mig, at de kigger på mig. Alle sammen!

Jeg spurgte Herren: "Hvad er det her for noget? Hvad skal det betyde?

De bliver ved med at kigge på mig med alvorlig og sørgmodig mimik. I øjnene skimter jeg desperation. Jeg fornemmer, at noget vil ske. Et klimaks...

Så sker det. Alle mundene begynder at tale til mig. Énstemmigt! De siger det samme. Først så stille, at jeg ikke kan opfange det. Jeg forsøger at lytte intenst, og lidt efter lidt hører jeg ordene:

"Kom og hjælp os! 

Kom og hjælp os! 

Kom og hjælp os!"

Som et kæmpekor i langsomt, uendeligt crescendo overdøver stemmerne al nattens stilhed. Børnenes stemmer råber unisont af længsel, af nød. Skriget er desperat!

Mine ører er fyldt af råbet, mens jeg ser alle de millioner smukke børns munde tale til mig.